Den første uge er gået, og selvom hvalpene er nyfødte og fuldstændig afhængige af Zola, her de første to uger, så har der alligevel været en del at se til. Zola har travlt med både at holde hvalpene rene og varme, samt give dem rig mulighed for at die. Vores opgave er at varte Zola op med mad, vand og lufteture – ja og så selvfølgelig sørge for, at der er rent og tørt i hvalpekassen.
Da hvalpene dier meget, så bliver Zolas patter hurtigt spændte, da mælken konstant og hurtigt løber til. Det betyder, at vi de sidste par dage har måttet “lette presset” med varme omslag og massage, hveranden time hele døgnet. Zola nyder de varme omslag og massagen – tænker at det er hendes form for wellness i en hård og travl tid.
Hvalpene vejes hver dag, så vi kan holde øje med, om de trives og tager nok på. En tommelfinger regel er, at de skal have fordoblet deres fødselsvægt indenfor de første 10 dage og tredoblet den efter to uger. Vi kan med glæde se og konstatere på vægtkurven, at hvalpene trives. De har alle fordoblet deres fødselsvægt.
Da hvalpene var tre dage gamle, påbegyndte vi prægningsprogrammet Bio Sensor”, også bedre kendt som “Super Dog Program”. Vi præger hvalpene hver dag, frem til de er seksten dage, med forskellige neurologiske påvirkninger.
Idag har de alle fået klippet negle, med en “tre-i-en” negleklipper, for at undgå, at de river Zola og hinanden. Negleklipningen vil vi gentage ofte de første otte uger, og med tolv hvalpe opnår vi hurtigt en vis rutine i dette. Alle hvalpene tog negleklipningen med ophøjet ro.
Nu ser vi frem til næste trin i hvalpenes udvikling, hvor de åbner øjnene. Dette sker som regel, når de er omkring elleve til fjorten dage gamle. Selvom øjnene åbnes, så ser de stadig dårligt de første par uger.
Vægt

Vi har budt vores C-kuld velkommen til verden
Hvalpene er nu 19 dage gamle