Zola er pt. i genoptræning af den skade hun har pådraget sig på sit bækken. Det betyder, at vi jævnligt besøger Dyrlæge og kiropraktor Maja Guldborg, hvor vi får forskellige øvelser, som skal smidiggøre Zolas ledbånd og bevægelser samt stimulere ryggens muskler.
Zola har sansynligvis pådraget sig skaden, da hun blev væltet af sine hvalpe under leg. Det var ihvertfald her vi hørte hende pive og herefter, at hun ændrede adfærd, specielt overfor fremmede hunde der ville snuse til hende. Zola begyndte at løfte overlæben og lave en tydelig markering af, at hun ikke ønskede kontakt, hvilket bestemt ikke er en adfærd vi nogensinde har set før hos hende – tværtimod har hun altid været glad, imødekommende og legesyg overfor alle hunde, både store og små.
Det blev helt tydeligt for os, at der var noget rivruskende galt, da hun ikke længere ønskede at træne. Specielt nægtede hun konsekvent at “dække af”. Når vi gav hende kommandoen, kiggede hun væk eller rejste sig og gik væk.
Maja Guldborg har fortalt os, at det er en helt normal adfærd hos hunde der har smerter. Maja siger, at det svarer til at have en iskias nerve i klemme, hvilket jo ikke er særlig befordrende for leg og bevægelse.
Zola skal sansynligvis igennem et halvt år med genoptræning, før hendes smerter er væk. Herefter håber vi, at hun igen er klar på sjov, leg og ballade :-)