Det har været et par aktive uger i skoven for nogle af Thukela hundene. Udover at Imani, som tidligere skrevet, blev Dansk Vildtspors Champion dagen før hun fyldte tre år, så har søster Kali også været på sporet. Lillesøster Thukela Chisisi Of Ajabu, i daglig tale kaldet Kali, bestod sin 1000m/20t prøve søndag den 14. april(Palmesøndag). Kali blev dermed, ligesom både Imani og Barika, Dansk Vildtspors Champion. Kali gik et super godt spor og vi kan ikke takke Frank og Marianne nok, for den store træningsindsats, som I har lagt for at komme så langt. Det er så fortjent og vi er meget stolte – det er ikke hver dag, at en hund opnår 1. præmie på 1000m/20t.
Onsdag den 17. april drog vi sammen med Frank, Marianne og Kali til Sverige, hvor både Imani, Kali og Barika var tilmeldt et öppenklass spor. Alle tre hunde bestod, og her får vi lyst til at skrive selvfølgelig, da alle tre hunde har masser af træningstimer i rygsækken og er ret stabile på sporet. Da Barika i forvejen havde den svenske vildtspors titel, så bekræftede hun bare, at hun er en enestående sporsnude. Til gengæld kunne både Imani og Kali tilføje endnu en ny titel til deres, i forvejen, imponerende CV. De blev nemlig denne dag begge Svenske Vildtspors Champions!
Nu er der så kun tilbage at vente på, at Imani får ægløsning, så vi kan drage afsted mod Imkahena Hanouk i Tyskland. Vi håber at kunne byde et dejligt kuld hvalpe velkommen til Thukela klanen i juni og er ret sikrer på, at der i dette kuld nok skal komme et par nye Vildtspors Champions – grundlaget er ihvertfald lagt.